22 
fortjenester, hvad enten de selv direkte har Del i Samfundets 
Konjunkturindtægter ved Siden af deres faste Indtægter, noget, 
som deres Kapital eller faste Indtægter maaske netop har mulig 
gjort dem at erhverve, eller de gennem Samliv faar Del i Om- 
givelsernes Konjunkturindtægter og i alle de Livsgoder, som 
Samfundet — det Offentlige — i stigende Grad under Højkon- 
junkturer gør Samfundsmedlemmerne delagtige i. 
Savn og Skade vil ramme mange, men det er jo en Utopi at 
opstille som et »Retfærdighedskrav«, at Pengekapital og faste 
Indtægter ikke maa værdiforringes. Ligesom al anden Værdi er 
Pengeværdien i et levende Samfund underkastet Tidens Omskit- 
telser og Konjunkturer. Før Krigen var Pengeværdien fra 1897 
til 1910 (ved Prisstigning) i Detailhandelen sunket c. 30 pCt, 
og en udbredt nationaløkonomisk Anskuelse var det, at Penge 
kapitalen gradvis maatte værdiforringes paa Grund af synkende 
Kapitalrente og Kapitaludbytte. Efter Krigen ser vi den værdi 
forringes ved tunge Skatter. Kursfald værdiforringer de i Obli- 
gationer anbragte Kapitaler, og en »Udvanding af Kapitalen« ved 
Inflation kan blive Følgen af store Guldfund eller af Kredit- 
teknikkens Udvikling eller kan nødvendiggøres til Beskyttelse 
af Landet eller dets Næringsliv, altsaa til Beskyttelse af Penge: 
kapitalens Existens, skønt til Forringelse af Pengekapitalens 
Værdi. 
Og i visse Situationer kan det endog være fordelagtigere for 
de faste Indtægter at gaa Inflationsvejen frem for Beskatnings- 
vejen. Hvis det Offentlige til uproduktive Udgifter bevilger en 
nominel Pengesum, f. Ex. 10 pCt. af den købende Pengemængde, 
kan disse Penge skaffes til Veje ved Beskatning, og Borgerne 
sidder da tilbage med 9 Tiendedele af Pengene og altsaa med 
Raadighed over 9 Tiendedel af Varemængden; men hvis Pengene 
skaffes til Veje ved at forøge Pengemængden med 10 pCt., saa 
sidder Borgerskabet tilbage med 10 Elvtedele, og 10 Elvtedele 
er mere end 9 Tiendedele. 
Dette nævnes ikke som Anbefaling af denne Vej, men for at 
understrege, at det, der taler inod Udvandingsvejen, ikke altid 
og overalt er »Retfærdigheden« overfor de faste Indtægter. 
Med disse indledende Bemærkninger skal vi gaa over til Bank- 
historien. 
1 Einar Cohn: Nat.oek. Tidsskr. 1912.