INDLEDNING. 
Oktrojmæssigt har Nationalbanken til Opgaver: 
1) Seddelbeskyttelse (Opretholdelse af Sedlernes Værdi overfor 
Udlandspengene, 2) Produktionsbeskyttelse (taget i vid Forstand, 
derunder baade Varefrembringelse og Varefordeling) og 3) Ak: 
tionærbeskyttelse. 
Denne sidste Opgave er ved Oktrojens Forlængelse i 1907 ble- 
ven stærkere pointeret end tidligere. Bankens Repræsentantskab 
og Direktion vedbliver ganske vist som tidligere at fastsætte 
Aktionærudbyttet uden Indblanding fra Aktionærerne, men Re 
præsentantskabet, der vælger to å tre Direktører, fornyes ikke 
længere ved Selvsupplering men ved Aktionærernes Valg og re 
præsenterer derfor i højere Grad end tidligere Aktionærinteres- 
serne; og medens der ikke tidligere var noget selvstændigt Organ 
for Aktionærønskerne, indstiftedes nu Aktionærforsamlinger, og 
disses Samtykke kræves til den mindste selv mest paatrængende 
Oktrojforandring. 
Denne Ændring i Oktrojen er maaske et »demokratisk« Frem 
skridt, men næppe et teoretisk rigtigt Fremskridt set fra Seddel- 
bankens Stilling som en Samfundsinstitution. Og selv om Seddel- 
bankens Politik ikke hidtil har ladet sig paavirke af Aktionær- 
hensynet til Skade for de to førstnævnte Opgaver — tvært- 
imod — er det dog en Svækkelse i en Befolkning, der bestandig 
lever paa gensidig Mistillid, naar de Skridt, som Seddelbanken 
tager, altid paa Forhaand forudsættes at tilsigte Aktionærfordel. 
At Banken økonomisk styrkes, er ganske vist ønskeligt for Lan- 
det, men Ønsket derom kølnes hos adskillige ved Tanken om, 
at Privataktionærer derved beriges.