230
disse Banker mod fuld bankmæssig Sikkerhed Penge til Dækning
af forfalden Gæld, men om at skabe ny Kapital.
I første Tilfælde — Forholdet I — kan der i hvert Fald kun tales
om »Inflation«, hvis Nationalbankens Penge af den laanende Bank
bruges til nye Kredifter, saa Sedlerne kommer til at optræde paa
Markedet som nye »købende Penge«. Men hvis de — som forud
sat — bruges til at udbetale til Indskydere, sker der blot en For-
andring i Formen for de alt eksisterende »købende Penge«. Fra
Check-Kontomidler faar Indskyderen dem forvandlet til kontante
Penge. I saadant Tilfælde er der altsaa ikke Tale om Inflation men
kun om at hindre den Deflation, som tilvejebringes ved Bankkrak.
Men i Tilfældet 2 foregaar der snarere Inflation, og dens Beret-
tigelse beroer paa en Afvejelse af de to Onder: paa den ene Side
Bankstandsning, paa den anden Pengeforøgelse uden tilsvarende
Værdiforøgelse. Som det vil ses, har Nationalbanken i betydelig
Grad anset Bankstandsning for det største Onde og i Spørgsmaa-
let Seddelbeskyttelse contra Produktionsbeskyttelse tillagt det sid-
ste betydelig Vægt.
Det er muligt, at man til andre Tider vilde være gaaet en anden
Vej og valgt Bankkrak og Deflation, men vi var i en Periode, hvor
vor Produktion og Bankvæsen Landet over allerede stod paa meget
svage Fødder, hvor større Bankstandsninger vilde betyde større
Produktionsstandsninger og dette igen en uoverskuelig stor Ar
bejdsløshed med Udviklingslinje over i Kommunismen og med Pa-
niksmitte til de andre Banker.
Det er endnu medens dette skrives for tidligt at udtale sig om
Europas Fremtid hvad Kommunismen angaar, men det er let købt
nu at kritisere de Risikopræmier, som i hine Aar blev betalt af Sta-
ten, Nationalbanken og af de andre Banker.
3. Den tredie Gruppe er de Banker, som ikke blot havde tabt
Aktiekapital og Reserver men ikke engang havde Aktiver nok til
at dække Bankgælden, bl. a. betale sine Indskydere. Her har Prin-
cippet været at lade Banken likvidere. Nationalbanken er ikke
gaaet med til at erstatte Kreditortab. Til dens Opgaver hører ikke
den at give Gaver, og Erstatningsprincippet vilde være fordærve:
ligt i sine Konsekvenser. Der er altid Risiko forbunden med at besid-
de Penge, hvadenten de ligger paa Kistebund, er indsat i Banker
eller anbragt i »kongelige Obligationer«. Den Pengeanbringelse, som
anses for den sikreste, nemlig i Stats:z, Kommune» og Kreditfore-
